Ad Notam Online | Forsiden | Bind 3: 1884
Trondhjem, 24. april 1884
Fra min venn Sigurd Bødtker∗ fikk jeg forleden dag følgende dikt:
Til min venn A.K.
#
Jeg tror, at vi to er i slægtskab igrunden,
når vi ser lidt derinde paa hjærtebunden.
#
Den svævende regnbuebro, som bære
kan tyndslidte sjæle til himlens sfære,
#
den bar ikke os; den brast for os begge;
vi fik holde os smukt inden jordens vægge.
#
Men vi havde en trang til i luften os svinge;
vi svang os deroppe paa tankens vinge.
#
End kommet didop, hvor vi vilde, vi har ei;
vi når did nok aldrig; vor evne bær ei.
#
Saa faar vi os nøies med opad at stræve,
ei til maalet, vi øined, vi kan os hæve.
#
Se, derfor vi to er i slægtskab igrunden;
jeg ser det derinde på hjærtebunden.
#
Men lad os kun stræve, om evnen end brister;
vi har dog en higen, vi aldrig mister.
#
Et minne om alle de stille aftener, vi har sittet sammen og utvekslet tanker og anskuelser. Og alltid følte vi oss rikere på ånden, når vi forlot hverandre; men vårt syn på livet blev alltid mørkere, og våre tanker om det bitrere. Vår trosevne svant alltid mere og mere, først troen på den kristne guddom, så troen på lykken i livet. I en tro møttes vi dog alltid, i troen på, at alle de nye strømninger i vår tid på det religiøse, det litterære og det politiske felt er det store og det sunne i tiden. ×××