Ad Notam Online | Forsiden | Bind 1: 1883
Trondhjem, 23. februar 1883
En stemme.
Naar jublen hvælver høit dit bryst,
Og sødt dig tryller elskovslyst,
Da til dig raabe skal en stemme,
Som du vil ønske snart at glemme,
Den lyder her, den lyder hist,
Den klinger altid lige trist,
Den største ting den gjør saa ringe,
Den stækker fuglens frie vinge,
Den glæden gjør saa kort og tom,
Den stemmer dig til andagt from,
Du har den hørt saa mangen gang,
Den vækker ingen nyfødt trang,
Den minder kun om baandets tvang.
Man pleied det at raabe ud
Til den, som iført pragt og skrud
Med jubel og med lystig sang,
Med trommers og med paukers klang
Med freidigt mod og freidigt sind
Drag seierrig i Roma ind.
Det skulde ham om noget minde,
skjønt han nu stod paa ærens tinde.
En træl det hvisked i hans øre,
Ved sorgens stræng han maatte røre,
Altid i glæden sorg skal blandes,
Det er et ord, som jo maa sandes.
Og medens mængden jublede til færden,
I kor det lød som fra en anden verden:
memento mori! memento mori!
Se denne sandhed er det, vi skal lære,
Og disse dybe ord vi skulle ære.
I ungdoms lyse vaar, ved livets kvæld,
vi hente visdom maa af dette væld.
Al livets glands er lys, som natten dæmper,
Trods al vor virken, at vi stræber, kjæmper.
I sorg, i glæde stemmen til os lød:
Memento mori! Tænk paa død!
Arthur Knagenhjelm 23/2 1883
I dag døde en ung dame, frk. Aagot Løken, en søster av den venninne, jeg har omtalt sist jeg skrev i min dagbok. Hun var så ung og fager, så livsglad; for henne skulle nå livet åpne seg, alt lå så lyst for henne – og så rives bort fra det hele. Hun så seg avholdt og elsket av alle som kom i berøring med henne. Da man fortalte henne at hun måtte dø, svarte hun vemodig: "Skal jeg alt dø, så tidlig!" Og hun hadde også så meget å leve for. Jeg har ikke talt med min venninne Gudrun ennå. Hun holdt så av sin søster; hun vil visst bli dypt nedtrykt ved den sørgelige begivenhet. Gud trøste den, som sitter igjen alene; bedre er hun faren, som har foretatt den lange reise, som har steget opp til "sommerrikene"! Dette dødsfall har også virket nedtrykkende på meg, det vil være meg et "memento mori"!